Ifølge avisen gav revolutionsgarden også grønt lys til angrebet. Det skulle være sket under et møde i Libanons hovedstad, Beirut, mandag, oplyser kilderne.
Meldingen fra USA har indtil videre været, at man ikke har informationer om, at Iran skulle have del i angrebet.
Den militante palæstinensiske gruppe Hamas indledte lørdag morgen et storstilet angreb mod Israel, hvor tusindvis af raketter fløj over grænsen fra Gaza mod Israel.
Samtidig trængte militante Hamas-folk ind i Israel og angreb både civile og militær.
Foreløbig er over 700 mennesker meldt dræbt i Israel. Det er det blodigste angreb i årtier. 400 personer er ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet dræbt i Gaza i israelske modangreb.
Natten til søndag lød det fra den amerikanske regering ifølge nyhedsbureauet AFP, at det endnu var alt for tidligt at begynde at spekulere over, om Iran har haft en finger med i Hamas-angrebet mod Israel.
En højtstående embedsmand fra den amerikanske regering kunne lørdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters fortælle, at der ikke var noget, der tydede på, at Iran var involveret i angrebet.
Den udtalelse drejede sig dog om ét “specifikt” angreb, noterede nyhedsbureauet sig.
Iran har ifølge flere tænketanke spillet en stor finansiel rolle i opbygningen af Hamas og støtter stadig den militante organisation med penge.
I Gazastriben bor der omkring to millioner mennesker på et område på størrelse med Mors.
Siden 2007 har enklaven været underlagt en blokade fra israelsk side, der har fået økonomien helt i knæ og sendt størstedelen af indbyggerne ud i dyb fattigdom.
/ritzau/NTB
Andre læser også