AVIZ

Agent og flere skjulte optagelser får grønt lys i drabssag

Drabet på gravide Louise i Elverparken i Herlev.
Drabet på gravide Louise i Elverparken i Herlev. (Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

Det har Retten i Glostrup afgjort i en kendelse fredag.

I sagen blev en 29-årig mand i 2022 tiltalt for drab, og i juni har Retten i Glostrup brugt flere dage på at behandle sagen.

Men en strid om brugen af en politiagent og hemmelige optagelser har sat sagen på pause. Det er den strid, som byretten fredag har afgjort.

Som led i efterforskningen af sagen har en PET-agent været indsat i fængslet med dæknavnet “Frank”. Dækhistorien var, at han var taget i forbindelse med en sag om hash og vold i Grønland.

Han fik samvær med den 29-årige i fængslet, og i omkring tre uger talte de sammen – blandt andet om drabet på Louise Borglit i Elverparken i Herlev i 2016.

Anklagemyndigheden har under sagen afspillet 73 skjulte optagelser, heraf er de 72 lydklip, mens det sidste er et videoklip.

De video- og lydoptagelser af samtalerne mellem den 29-årige og “Frank” i Enner Mark Fængsel, der ligger forud for 18. november 2020, må bruges som beviser i sagen.

Det samme må rumaflytninger fra tiltaltes celle forud for samme dato må bruges som beviser i sagen.

Også lydoptagelser mellem den tiltalte og agenten fra besøgsrum i Nørre Snede Fængsel og optagelser i den tiltaltes celle i det fængsel får grønt lys.

Imens afviser Retten i Glostrup, at lydoptagelser af samtaler og celle fra 18. til 21. november 2020 i Enner Mark Fængsel må bruges som bevis.

For de har “karakter af afhøringer og er ulovligt tilvejebragte beviser”, lyder det i kendelsen.

– Da der er tale om en grovere konventionskrænkelse kan lydoptagelserne den 18. og 21. november 2020 – samt lydoptagelserne den 22. november 2020, som har sammenhæng hermed – ikke indgå som beviser i sagen, skriver retten.

Netop argumentet om, at samtalerne har karakter af afhøringer, har lydt fra forsvarer Christina Schønsted.

Og ved en afhøring har en sigtet ret til en forsvarer, og den mistænkte skal blandt andet informeres om sin ret til ikke at udtale sig.

Specialanklager Bo Bjerregaard vil have alle optagelserne tilladt.

– Jeg er tilfreds med, at retten et langt stykke hen ad vejen er enig i, at optagelserne kan indgå som bevis i sagen.

– Anklagemyndigheden vil nu nærlæse kendelsen og overveje, om der er grundlag for at gå videre til landsretten med den del af afgørelsen, hvor anklagemyndigheden ikke har fået medhold, siger han i en pressemeddelelse.

På grund af spørgsmålet om de skjulte optagelser er sagen blevet udskudt. Egentlig var dommen ventet i slutningen af juni, men nu afgøres den først i efteråret. Der er berammet to dage – 27. september og 10. oktober.

/ritzau/

Andre læser også

Derfor er bilservice vigtigt

    Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
    Læs mere