AVIZ

Afspærringer ved Amalienborg ophævet – pakke var ufarlig

Amalienborg Slotsplads er afspærret grundet fund af mistænkelig pakke

Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.

– Vi og EOD (Forsvarets Bomberyddere) er nu færdige med undersøgelserne af en pakke på stedet. Indholdet er vurderet ufarligt, og afspærringerne ophæves derfor, lyder det fra politiet, der ikke vil fortælle, hvad pakken indeholdt.

Politiet fik klokken 11.01 en anmeldelse om en “mistænkelig pakke”.

Herefter kom både politi, akutlægebil, brandbiler og bomberydningstjenesten til pladsen.

Pakken skal være fundet ved postindleveringen ved Amalienborg, der er ved Det Gule Palæ.

Det er ikke blevet meldt ud, om dronningen blev evakueret i forbindelse med fundet af pakken.

I 2021 blev Amalienborg Slotsplads terrorsikret med pullerter, sådan at biler ikke længere kan køre ind på pladsen, uden at de bliver lukket ind, hvis de eksempelvis kører med varer til kongefamilien.

Gående og cyklister kan fortsat komme ind på pladsen.

Terrorsikringen skete på anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Pladsen foran Amalienborg har været afspærret et par gange før, senest i 2021, hvor en kvinde efterfølgende blev sigtet for trusler mod kongehuset.

/ritzau/

Andre læser også