AVIZ

Advokat modtager menneskerettighedspris i Mahsa Aminis families sted

Sakharov Prize Amini

– I dag ærer vi 2023-prismodtagerne. Det er Mahsa Amini og Kvinde, liv, frihed-bevægelsen i Iran.

– Jeg er ked af at meddele, at Mahsa Aminis familie er blevet afholdt fra at forlade Iran og nu har rejseforbud nedlagt af det iranske regime, siger EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, til prisoverrækkelsen.

22-årige Mahsa Amini døde 16. september 2022.

Hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage før sin død. Hun var blevet anholdt, fordi hendes hijab ifølge de iranske myndigheder ikke dækkede håret godt nok.

I oktober blev Amini og den protestbevægelse, som hendes død udløste, tildelt EU-Parlamentets menneskerettighedspris, Sakharovprisen.

– Siden hendes død er hundredvis af protestanter efter sigende blevet dræbt, og tusinde er blevet tilbageholdt. Vi ærer hendes minde, og vi støtter jer i jeres kamp om retfærdighed.

– Retfærdighed for hende, for jer og for de tusinde i Iran, der kæmper hver dag for værdighed, siger Roberta Metsola rettet mod Kvinde, liv, frihed-bevægelsens repræsentanter.

Familiens advokat repræsenterer dem i parlamentssalen i Strasbourg.

– Det er en stor ære at være her i familiens sted.

– Nu vil jeg oplæse en besked fra Mahsa Aminis mor, siger familiens advokat, Saleh Nikbakht.

– Hun er hele mit hjerte. Hun er mit liv, mit blod. Min eksistens har ingen grund ud over hende.

– Mine damer og herrer. Jeg vil ønske, at jeg kunne være til stede i denne forsamling, så jeg kunne repræsentere alle kvinder i mit land og udtrykke taknemmelighed for Sakharovprisen, lyder en del af beskeden.

Efter Aminis død var der i Iran nogle af de største protester mod landets præstestyre, siden det indtog magten efter en revolution i 1979.

Iransk lov, som er bygget på landets fortolkning af sharia, kræver, at kvinder dækker deres hår med en hijab og iklæder sig løstsiddende og lange klæder.

Sakharovprisen er siden 1988 blevet uddelt af EU-Parlamentet til personer eller organisationer, som kæmper mod intolerance, fanatisme og undertrykkelse og forsvarer menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Sidste år gik prisen til det ukrainske folk.

Europa-Parlamentet tildeler prisen sammen med 50.000 euro.

/ritzau/

Andre læser også