AVIZ

Energiselskabet Norlys køber Telias danske forretning

Norlys elektricitet , Internet og tv
Norlys elektricitet , Internet og tv (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Energiselskabet Norlys og det førende nordiske teleselskab Telia Company har indgået foreløbig aftale om, at Norlys køber Telias danske forretning.

Købesummen forventes at udgøre 6,25 milliarder danske kroner. Købet finansieres med midler fra selskabets frasalg af en andel af Norlys’ fiberforretning i 2022.

Det skriver Norlys i en pressemeddelelse.

Købet af Telias danske forretning omfatter cirka 1,5 millioner kundeforhold og et 50 procents ejerskab af TT-netværket. Det er Danmarks største mobilnet.

Norlys har arbejdet målrettet på at komme ind på mobilmarkedet. Og købet er kulminationen på en proces, der har varet næsten tre år, lyder det fra selskabet.

– En mobilforretning giver Norlys helt ny relevans, fordi den bringer os tættere på kunderne. Danskerne forventer selvfølgelig den bedste dækning, uanset hvor de befinder sig.

– Og derfor er det afgørende, at vi kan tilbyde en samlet løsning. Samtidig får vi fremtidssikret vores infrastruktur med begge de vindende teknologier 5G og fiber, siger Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys, i pressemeddelelsen.

Aftalen mellem Norlys og Telia Company er betinget af en såkaldt due diligence. Derudover kræver det en godkendelse fra Norlys’ repræsentantskab samt konkurrencegodkendelse i Danmark.

Due diligence er en detaljeret undersøgelse af en virksomheds forhold, der typisk foretages i forbindelse med opkøb af en virksomhed.

I 2022 solgte Norlys 35 procent af koncernens fibernet-division til et fransk-hollandsk investorkonsoritum.

Det er nogle af pengene fra den handel, som gør milliardhandlen med Telia mulig.

– Fiberfrasalget og mobilopkøbet er en del af en samlet proces, der reelt er selvfinansierende, og som skaber en helt ny strategisk platform for Norlys.

– Vi har fået en stærk partner ind i vores fiberforretning, men har fortsat kontrollen, og nu tilføjer vi mobil som et afgørende nyt forretningsben, siger Niels Duedahl.

Det er Norlys og Telias forhåbning, at handlen kan være endelig i løbet af første kvartal af 2024.

/ritzau/

Andre læser også