AVIZ

Paramilitær gruppe går med til midlertidig våbenhvile i Sudan

SUDAN-CONFLICT
SUDAN-CONFLICT (-/Ritzau Scanpix)

Sudans paramilitære organisation Rapid Support Force (RSF) er gået med til en 72 timer lang våbenhvile, der skal starte klokken seks fredag morgen lokal tid.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den sudanske hær har ikke umiddelbart kommenteret våbenhvilen.

FN’s generalsekretær, António Guterres, opfordrede torsdag til, at der indføres “mindst tre dages” våbenhvile.

– Det er lige nu et vigtigt tidspunkt i den muslimske kalender. Jeg mener, at det rette er en våbenhvile, der holder, sagde Guterres ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den muslimske fastemåned ramadan, der i år begyndte 23. marts, afsluttes fredag med begyndelsen på højtiden eid al-fitr.

Højtiden er da også RSF’s begrundelse for våbenhvilen.

– Våbenhvilen falder sammen med den velsignede eid al-fitr (…) for at åbne humanitære korridorer for at evakuere borgere og give dem muligheden for at mødes med deres familier, lyder det fra RSF i en udtalelse ifølge Reuters.

Torsdag flygtede tusindvis af civile ud af hovedstaden Khartoum til lyden af skud og eksplosioner.

Mange krydsede også ind i Tchad for at undslippe kampene i den vestlige region Darfur, skriver Reuters.

Mindst 350 mennesker er hidtil blevet dræbt i kampene, der brød ud i sidste weekend mellem Sudans hærchef, general Abdel Fattah al-Burhan, og RSF-leder general Mohamed Hamdan Dagalo.

Også onsdag var der meldinger om våbenhvile i landet. Meget tydede dog på, at det ikke lykkedes at indstille de hårde kampe i det nordøstafrikanske land.

I hvert fald meldte øjenvidner fra nyhedsbureauet Reuters onsdag aften om fortsatte kampe i gaderne i Khartoum.

/ritzau/

Andre læser også