Politiet har anholdt en 37-årig mand, som mistænkes for at være den mand, som tirsdag aften gik rundt med en våbenlignende genstand i metroen i København.
Det oplyser Københavns Politi onsdag eftermiddag.
– Vi har anholdt en 37-årig mand, som mistænkes for at være identisk med den mand, som i aftes udviste mistænkelig adfærd ved at bære en våbenlignende genstand i metroen.
– Han blev anholdt ved middagstid på Østerbro, skriver politiet på Twitter.
Manden sigtes for trusler på livet. Ifølge politiet har han haft rettet den våbenlignende genstand mod andre.
– Vi leder fortsat efter våbnet, som med stor sandsynlighed er et hardball-gevær, oplyser politiet.
Københavns Politi oplyser, at den 37-årige ikke vil blive krævet varetægtsfængslet i sagen. Dermed løslades han inden for 24 timer.
Mandens mistænkelige adfærd fik flere til at kontakte politiet, som rykkede massivt ud på flere metro- og togstationer i København.
Politiet meddelte første gang om hændelsen kort før klokken 23 tirsdag aften.
Omkring klokken et natten til onsdag oplyste politiets efterforskningsleder Kenneth Hviid Simonsen, at indsatsen var “droslet lidt ned”.
– Vi kommer ikke til at sige noget om det for nuværende. Vi kommer til at arbejde videre på det natten igennem, sagde han i den forbindelse.
På Twitter skrev politiet også, at det tager det meget alvorligt og rykker talstærkt ud, når det får anmeldelser om en mistænkelig person i for eksempel den offentlige transport.
Onsdag morgen kom politiet med en opfordring til borgere om at tænke sig om, hvis man har våbenlignende genstande med sig.
– Vi opfordrer kraftigt folk til at tænke sig om, hvis man har våbenlignende genstande med i det offentlige rum. Det kan være svært at se forskel, og det kan dermed skabe stor utryghed, lød det på Twitter.
/ritzau/
Andre læser også