
Danskeren bidrog både med et mål og en assist i kampen, hvor Jets’ seks mål blev scoret af seks forskellige spillere.
Ehlers gjorde sig først bemærket knap 12 minutter inde i første periode, hvor han og hans russiske holdkammerat Vladislav Namestnikov sørgede for en assist til amerikanske Blake Wheeler.
Wheelers mål gjorde stillingen til 2-0 i holdet fra Winnipegs favør.
Lidt mere end fem minutter inde i tredje periode blev det Ehlers’ tur til at score. Her var det Namestnikov og Wheeler, der sørgede for assist.
Målet er Ehlers’ tiende for Winnipeg Jets i denne sæson.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Jets manglet slagkraft i angrebet de seneste ni kampe, hvor de har scoret tre eller færre mål i hver kamp.
I denne kamp så det dog helt anderledes ud. Allerede inden kampens første kvarter var gået, var Jets foran med 3-0.
I anden periode scorede holdet yderligere to mål, inden Ehlers sørgede for det sjette og sidste mål for Jets i tredje periode.
I 10. og 11. minut i tredje periode reducerede Red Wings nederlaget med to mål, der gjorde, at kampen endte 6-2.
/ritzau/
Andre læser også