Det oplyser en advokat for offerets familie.
– Vi er blevet informeret om, at på nuværende tidspunkt er det blevet afvist, og det vil blive genovervejet om et års tid, siger advokat Tania Koen.
Oscar Pistorius skød og dræbte sin 29-årige kæreste Reeva Stenkamp på valentinsdag for godt ti år siden.
Han afsoner en fængselsdom på 13 år og fem måneder.
Pistorius var og er en berømthed i Sydafrika og store dele af resten af verden. Han er blevet kaldt “Blade Runner” på grund af sine benproteser.
Han blev født uden knogler i underbenene, der blev amputeret, da han var under et år. Han har gjort karriere i handicapidræt og deltog i såvel handicap-OL som ved det almindelige OL i London i 2012.
Han vandt OL-guld både i 2004, 2008 og 2012.
Han har efterhånden afsonet over halvdelen af sin straf. Det er årsagen til, at han har haft ret til at få prøvet ved en domstol, om han kunne prøveløslades.
Forud for fredagens afgørelse havde Pistorius’ far forsøgt at lægge et godt ord ind for sønnen. Han har blandt andet sagt, at Pistorius er “en forandret mand”, og at han står i spidsen for en studiegruppe.
– Han hjælper med at mægle mellem folk. Han har en positiv indflydelse. Han mærker, at han gør en forskel over for andre, der virkelig har brug for, at der sker forandringer for at give deres liv mening, formål, håb.
– Som et resultat af det er tingene blevet bedre for ham. Det er en fantastisk historie, har faren, Henke Pistorius, sagt til avisen The Times.
Pistorius dræbte Reeva Stenkamp i deres topsikrede hjem i Pretoria. Han skød hende med fire kugler, som han sendte igennem døren ind til badeværelset. Han hævder selv, at han troede, at det var en indbrudstyv.
/ritzau/AFP
Andre læser også