Men fristaden holder også døren åben for helt at ekskludere nytilflytterne, hvis ikke det lykkes at lave en boligorganisation.
Det er resultatet af et tre et halvt time langt fællesmøde afholdt tirsdag aften. Det oplyser Mette Prag, som er talsperson for fællesmødet og arbejdsgruppen for lokalplaner og boligorganisation.
– Som samfund vil vi rigtig gerne arbejde med at integrere nye christianitter i Christiania. Det ser vi bedst, at vi kan gøre med den fuldt integrerede model, siger Mette Prag natten til onsdag.
– Men det, som vi har valgt, er, at vi skal ud at finde en god samarbejdspartner i en boligorganisation, så vi arbejder videre med at lave en integreret boligorganisation.
Aftalen med regeringen indebærer, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden i København frem mod 2031.
Talspersonen forklarer, at selv om målet er at inkludere de nye, så er der en række udfordringer med blandt andet lovgivning og forureningsundersøgelser.
Derfor er en såkaldt “plankeværksmodel”, hvor jorden frasælges, ikke taget helt af bordet, forklarer Mette Prag.
– Hvis det ikke lykkes (med den integrerede model, red.), så bliver det en ikke-integreret model på Christiania – det, som i nogle medier er blevet kaldt plankeværksmodellen. Hvis vi ikke får den åbning for at finde en løsning, så bliver det en slags ringmodel, hvor vi laver en ekskludering af det nye, siger hun.
– Vi vil rigtig gerne inkludere. Men der er mange risici, som gør, at der er en risiko for, at der laves den ikke-integrerede model.
/ritzau/
Andre læser også