Det siger den regionale militæradministration.
– Et civilt område blev beskadiget som følge af et natligt droneangreb i Kyiv-regionen, skriver administrationen på kommunikationstjenesten Telegram.
Der opstod brand som følge af angrebet, lyder det.
Administrationen oplyser ikke, præcis hvor angrebet skal have fundet sted.
Dog skriver Ukraines statslige beredskabstjeneste på Telegram, at to sovesale og en uddannelsesinstitution i byen Rzjysjtjiv skal være blevet delvist ødelagt i nattens angreb.
Rzjysjtjiv ligger godt 60 kilometer sydøst for hovedstaden, Kyiv.
I Kyiv, der ligger centralt i Kyiv-regionen, er syv medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn i Danmark onsdag morgen landet. Det skriver TV2.
De syv er nævnets formand, Michael Aastrup Jensen (V), samt Mads Fuglede (V), Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, Jesper Petersen (S), Karsten Hønge (SF), Christian Friis Bach (R) og Henrik Dahl (LA).
De skal blandt andre mødes med Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, og muligvis også præsident Volodymyr Zelenskyj.
Ukraines militær oplyser, at det i løbet af natten til onsdag har nedskudt 16 ud af 21 droner, som Rusland angiveligt har sendt afsted.
Rusland lancerer jævnligt drone- og missilangreb mod Ukraine.
Angrebene medfører – foruden tabte menneskeliv – ofte store strømafbrydelser, der afskærer folk fra adgangen til rent drikkevand og forhindrer dem i at varme deres hjem op.
Krigen i Ukraine har snart stået på i 13 måneder – siden 24. februar 2022.
Den har udviklet sig til at være den største væbnede konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig.
/ritzau/AFP
Andre læser også