AVIZ

Lidt flere borgere bliver indlagt med coronavirus

RB PLUS Corona rammer ikke kun ældre
RB PLUS Corona rammer ikke kun ældre (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det viser den seneste tendensrapport over luftvejsinfektioner fra Statens Serum Institut (SSI), som dækker over udviklingen i uge ti. Uge ti løb fra 6. marts til 12. marts.

Således blev 250 personer, som er konstateret smittede med corona, indlagt i uge ti. Det er en let stigning fra uge ni, hvor 214 personer blev indlagt.

De 70-89-årige udgør den største gruppe nyindlagte.

Også fra uge otte til ni steg antallet af nye coronaindlæggelser en smule.

Imens er der færre, som bliver indlagt med influenza A og influenza B.

Samtidig er der over ugen set en stigning i koncentrationen af coronavirus i spildevandet.

Spildevandstest er under epidemien blevet brugt til at få et overblik over smitteniveauet i Danmark. Derfor er der blevet taget prøver på tværs af landet.

Den seneste stigning i spildevandet skal dog tolkes med forsigtighed, skriver SSI.

Der har også været lidt flere dødsfald i uge ti, som er registreret som coronarelaterede.

Foreløbig har Statens Serum Institut registreret 30 dødsfald i uge ti. I uge ni var der 26.

– Den samlede dødelighed i Danmark er på et forventet niveau, skriver SSI i tendensrapporten og tilføjer:

– Der observeres heller ikke forhøjet dødelighed i nogen aldersgrupper.

Et dødsfald bliver registreret som coronarelateret hos sundhedsmyndighederne, hvis en person er testet positiv for coronavirus inden for 30 dage, før vedkommende er død.

Antallet af coronarelaterede indlæggelser, smittede og dødsfald, er generelt bølget op og ned gennem epidemien. Siden det første tilfælde blev registreret i Danmark i februar 2020.

Da der for eksempel blev registreret flest nye indlæggelser, blev der fra dag til dag indlagt over 400 personer på et døgn. Det var i vinteren 2022.

I samme periode var der nogle dage, hvor mellem 40 og 60 personer blev konstateret døde med coronavirus på en dag. De døde dog ikke nødvendigvis af corona.

/ritzau/

Andre læser også