AVIZ

Ngo: Mange migranter er druknet i Middelhavet

ITALY-POLITICS-MIGRANTS-PROTEST
ITALY-POLITICS-MIGRANTS-PROTEST (Gianluca Chininea/Ritzau Scanpix)

Organisationen skriver søndag på Twitter, at den tidligt lørdag morgen advarede italienske myndigheder om, at en båd med 47 personer om bord var i store vanskeligheder på Middelhavet.

Båden befandt sig på det tidspunkt nordvest for den libyske kystby Benghazi. De migranter, der var om bord, havde akut brug for hjælp, skriver organisationen.

– Vi er i chok. Ifølge forskellige kilder er dusinvis af mennesker fra denne nødstedte båd druknet, skriver ngo’en.

– Italienske myndigheder forsinkede bevidst en redningsaktion og lod dem dø.

Det er ikke umiddelbart muligt at få oplysningerne bekræftet fra anden side.

Alarm Phone står bag en telefontjeneste, hvor migrantbåde i havsnød kan kontakte ngo’en, som så vil alarmere myndigheder.

Søndagens meddelelse fra Alarm Phone kommer præcis to uger efter, at en anden migrantbåd forliste ud for Italiens kyst. Her druknede mindst 76 mennesker.

Italiens regering har fået massiv kritik for ikke at have reageret i tide til, at migranterne kunne reddes.

En anden hjælpeorganisation, SeaWatch, der holder øje med migrantbådene på Middelhavet, skrev tidligt lørdag aften på Twitter, at organisationens fly havde set båden med de 47 mennesker om bord fra luften.

Båden var “faretruende overfyldt og i skræmmende bølger”, skriver SeaWatch.

Denne ngo har ikke umiddelbart bekræftet oplysningen om, at mange af migranterne skal være druknet.

/ritzau/

Andre læser også