Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, fremgår det af en pressemeddelelse.
Mens det i 2022 var 30 procent af landets folkeskoler og fri- og privatskoler, der underviste alle elever i relevant materiale om trafiksikkerhed, er andelen i år steget til 38 procent.
Selv om der er sket en fremgang, er der stadig for mange børn, der ikke får den nødvendige undervisning i at færdes i trafikken, lyder det.
– Det er bekymrende, at det ikke er alle børn, der får den her vigtige undervisning, som skal gøre dem mere sikre i trafikken, siger Rosa Nissen, som er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, i meddelelsen.
– Hver ulykke med et barn eller en ung i trafikken er meningsløs, og derfor er det vigtigt, at kommuner og skoler prioriterer de her indsatser.
Undersøgelsen peger også på en betydelig forskel mellem landets folkeskoler og fri- og privatskolerne.
Mens 42 procent at folkeskolerne underviser alle elever i den obligatorisk trafikundervisning, gælder det 28 procent af fri- og privatskolerne.
Og det bør ikke være valget af skole, som afgør, om ens barn får den nødvendige undervisning, mener Rosa Nissen.
– Derfor følger vi området tæt og hjælper kommuner og skoler med at prioritere undervisningen, så alle børn fremover bliver klædt lige godt på til at blive sikre i trafikken.
Undervisningen kan for eksempel være i færdselsreglerne og via gå- og cykelprøver i trafikken. For eleverne i de højere klassetrin kan det handle om risici i trafikken eller et fordrag med en person, der er kommet alvorligt til skade.
De ti farligste år i trafikken for unge er fra de er 15-24 år, hvor de er klart overrepræsenterede i alvorlige trafikulykker, skriver Rådet for Sikker Trafik.
/ritzau/
Andre læser også