Nu er hendes dom blevet annulleret, skriver det australske medie ABC torsdag lokal tid.
Benådningen kom i juni efter nye beviser fra blandt andet et forskerteam på Aalborg Universitet ledet af professor Michael Toft Overgaard.
De er blandt dem, der har hævdet, at der kan have været en naturlig årsag til børnenes død.
I 2003 blev den dengang 35-årige Kathleen Folbigg i Australien dømt for at have kvalt sine fire børn.
Men efter offentliggørelsen af forskernes resultater besluttede guvernøren i delstaten, at der skulle laves en ny undersøgelse af sagen.
Børnene døde i separate hændelser over et årti. De blev mellem 19 dage og 18 måneder gamle.
Kathleen Folbigg har hele tiden insisteret på, at de døde af naturlige årsager. Hun var i mange år stemplet som den værste kvindelige seriemorder i Australien.
Folbigg talte med pressen udenfor retsbygningen, hvor beslutningen om annullering af dommen blev taget. Her sagde hun, at hun aldrig skulle have været fængslet, og at “systemet foretrak at beskylde mig fremfor at acceptere, at børn nogle gange kan dø pludseligt, uventet”.
– Jeg håbede og bad for, at jeg en dag ville være i stand til at stå her med mit navn renset, sagde hun ifølge ABC.
I 2019 blev den danske forskergruppe kontaktet af en australsk støttegruppe til Kathleen Folbigg. Gruppen havde fundet ud af, at der i Danmark var specialister i en type genfejl, der kun bæres af omkring 130 mennesker i verden.
En af dem er Kathleen Folbigg, og ifølge analyser af de hælprikprøver, som de fire børn fik taget efter fødslen, er mutationen gået i arv til døtrene, Sarah og Laura.
De er sandsynligvis døde af hjertestop på grund af genfejlen.
– Den mutation, som døtrene bar rundt på, er lige så alvorlig som den mutation, der er fundet i andre børn, hvor deres død er forklaret med mutationen, sagde Michael Toft Overgaard tidligere til Ritzau.
Sønnerne, Caleb og Patrick, havde ikke arvet mutationen, men drengenes hælprøver viste, at de blandt andet bar på to andre sjældne mutationer. De sidder i et gen forbundet med epileptiske anfald.
I 2021 opfordrede 90 internationale gen- og hjerteforskere til delstatens guvernør om at løslade Kathleen Folbigg.
/ritzau/
Andre læser også