Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Da styrelsen opgjorde lagrene mandag, var der totalt 8025 pakker.
2773 af pakkerne ligger hos grossisterne, mens 5252 pakker er på lager hos apotekerne, skriver Lægemiddelstyrelsen.
Det betyder, at selv om der kan opstå lokale udfordringer, hvor det enkelte apotek ikke har flere paracetamol-stikpiller på hylden, så er det muligt for apoteket at bestille nye pakker hjem fra grossisterne.
Men der er fortsat forsyningsproblemer med pillerne, lyder det fra styrelsen.
– Vi håber, at der kan komme leverancer hjem fra andre producenter inden for de næste par uger. Det kan medvirke til at øge lagerbeholdningen på nationalt niveau, siger sektionschef Mette Veje fra Lægemiddelstyrelsen i pressemeddelelsen.
I weekenden meldte Apotekerforeningen, at der på landets apoteker var tæt på udsolgt af stikpiller med paracetamol af 125 milligram til børn.
Pillerne er et efterspurgt smertestillende middel til mindreårige, der ikke kan sluge piller eller medicin i flydende form.
For at strække den eksisterende lagerbeholdning har Lægemiddelstyrelsen givet påbud om, at de enkelte apoteker i øjeblikket må nøjes med mindre leverancer ad gangen.
Det skal sikre, at der vil være pakker til rådighed for alle landets apoteker, frem for at der opstår en situation, hvor nogle apoteker har masser af pakker, mens andre ikke kan få nogen.
– Samtidig holder vi fast i de skærpende tiltag, vi har sat i værk for at sikre, at stikpillerne forbeholdes til de børn, der ikke har andre muligheder, fordi de fysisk ikke kan synke flydende medicin, lyder det fra Mette Veje.
Desuden arbejder styrelsen på at skaffe ekstra leverancer hjem fra andre producenter end dem, der plejer at forsyne det danske marked.
Generelt kan der være mange forskellige årsager til forsyningsproblemer. Langt de fleste forsyningssager når at blive løst, før det udvikler sig til en reel mangelsituation, skriver Lægemiddelstyrelsen.
/ritzau/
Andre læser også