AVIZ

Tre er dræbt og flere er sårede i skudangreb i Jerusalem

Aftermath of a violent incident in Jerusalem

Det er israelske medier, som ifølge Times of Israel melder om tre dræbte med henvisning til redningstjenesten Magen David Adom.

– To terrorister ankom bevæbnet med skydevåben til gerningsstedet i en bil, udtaler israelsk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Terroristerne åbnede ild mod civile ved busstationen og blev efterfølgende neutraliseret af sikkerhedsstyrker og en civil tæt på.

De formodede gerningspersoner kommer fra Østjerusalem, oplyser politidistriktleder Doron Turgeman ifølge Reuters til journalister på stedet.

Et stort antal ambulancer og politibiler er ankommet til gerningsstedet.

Politiet siger, at det er i gang med gennemsøge området for at sikre sig, at der ikke er andre gerningspersoner.

Torsdag morgen blev våbenhvilen mellem den militante palæstinensiske bevægelse Hamas og Israel forlænget. Den skulle være udløbet klokken seks.

Våbenhvilen er blevet til for, at parterne kan udveksle gidsler og fanger, og så der kan komme nødhjælp ind i Gazastriben.

Aftalen varede oprindeligt fire dage. Den blev forlænget med to dage, da den skulle udløbe tirsdag.

Hamas tog omkring 240 gidsler med til Gazastriben under angrebet på Israel 7. oktober, hvor 1200 blev dræbt.

Israel har besvaret Hamas’ angreb med nærmest konstante luftangreb mod Gazastriben, før våbenhvilen i sidste uge blev til virkelighed.

Myndighederne i den Hamas-kontrollerede enklave siger, at knap 15.000 palæstinensere er blevet dræbt.

Jerusalem er med sine cirka 874.000 indbyggere ifølge Den Store Danske traditionelt delt i tre dele.

Det drejer sig om Vestjerusalem, som i 1950 blev udråbt til hovedstad i Israel, Østjerusalem, og den gamle bydel, der blev annekteret af Jordan i 1950 og derefter besat og annekteret af Israel i 1967.

Siden da har Israel opfattet det samlede Jerusalem som landets hovedstad. Landets anneksion anerkendes dog ikke af arabiske lande eller af det internationale samfund.

De fleste ambassader ligger i dag i Tel Aviv.

/ritzau/

Andre læser også