AVIZ

24-årig er død og flere er sårede efter skudangreb i Jerusalem

Aftermath of a violent incident in Jerusalem

Det oplyser den lokale ambulancetjeneste Magen David Adom torsdag morgen ifølge avisen The Times of Israel.

Avisen skriver, at angrebet skete ved indgangen til Jerusalem. Det er uklart, præcis hvad der menes med det.

Ifølge politiet blev de to mistænkte gerningsmænd omgående “neutraliseret”, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Magen David Adom oplyser ifølge The Times of Israel, at der foruden den 24-årige dræbte kvinde blev såret otte i angrebet. Tidligere lød antallet på syv.

Fem meldes alvorligt såret, mens tre er lettere såret. De fem er blevet transporteret til hospitalet Shaare Zedek, skriver The Times of Israel.

De nærmere omstændigheder var tidligt torsdag morgen uklare.

Torsdag morgen blev våbenhvilen mellem den militante palæstinensiske bevægelse Hamas og Israel forlænget. Den skulle være udløbet klokken seks.

Våbenhvilen er blevet til for, at parterne kan udveksle gidsler og fanger, og så der kan komme nødhjælp ind i Gazastriben.

Aftalen varede oprindeligt fire dage. Den blev forlænget med to dage, da den skulle udløbe tirsdag.

Hamas tog omkring 240 gidsler med til Gazastriben under angrebet på Israel 7. oktober, hvor 1200 blev dræbt.

Israel har besvaret Hamas’ angreb med nærmest konstante luftangreb mod Gazastriben, før våbenhvilen i sidste uge blev til virkelighed.

Myndighederne i den Hamas-kontrollerede enklave siger, at knap 15.000 palæstinensere er blevet dræbt.

Jerusalem er med sine cirka 874.000 indbyggere ifølge Den Store Danske traditionelt delt i tre dele.

Det drejer sig om Vestjerusalem, som i 1950 blev udråbt til hovedstad i Israel, Østjerusalem, og den gamle bydel, der blev annekteret af Jordan i 1950 og derefter besat og annekteret af Israel i 1967.

Siden da har Israel opfattet det samlede Jerusalem som landets hovedstad. Landets anneksion anerkendes dog ikke af arabiske lande eller af det internationale samfund.

De fleste ambassader ligger i dag i Tel Aviv.

/ritzau/

Andre læser også