Sådan lyder det fra Jimmy Maymann, som er bestyrelsesformand for TV 2, i et interview med Politiken.
Den nye filmaftale betyder, at tv-stationer skal bakke mere op om danske film.
Derfor forpligtes DR og TV 2 til køb af visningsrettigheder til nyproducerede danske spille-, kort- og dokumentarfilm. DR skal købe for minimum 25 millioner kroner årligt, mens TV 2 skal købe for mindst 20 millioner kroner.
TV 2 skal desuden som følge af kulturbidraget betale to procent af omsætningen fra streamingtjenesten TV 2 Play.
TV 2 er ejet af den danske stat gennem Kulturministeriet.
Og ministeren herfra, Jakob Engel-Schmidt (M), giver ikke meget for kritikken fra Jimmy Maymann.
– Desværre har flere streamingtjenester konsekvent vist sig uvillige til at investere i dansk indhold, og det bekymrer mig, at Jimmy Maymann nu begynder at synge med præcis samme stemme som dem.
– Må jeg minde om, at årsagen til det hele er, at vi vil sikre, at danskerne fortsat har adgang til stærkt dansk indhold. Og af præcis samme årsag er jeg glad for, at vi i fællesskab ejer TV 2, siger han til Politiken.
Filmaftalen blev vedtaget af et bred flertal i Folketinget sidste uge.
Med aftalen kan danske filmproducenter se frem til at få tilført 78 millioner kroner i 2025.
Pengene kommer fra kulturbidraget, også omtalt som streamingafgiften, der pålægges streamingtjenesterne og fordeles videre til danske filmproducenter.
I alt ventes provenuet herfra at blive på 98 millioner kroner. De 78 millioner kroner går specifikt til dansk filmproduktion, mens de resterende skal bruges til at skabe tv-serier og dokumentarer.
/ritzau/
Andre læser også