AVIZ

FN: Over 10.000 civile er dræbt i krigen i Ukraine

Aftermath of a Russian missile strike in Selydove

Det viser en opgørelse fra FN’s menneskerettighedskontor tirsdag.

Det reelle antal menes dog at være “betydeligt højere”, men en del dødsfald er ikke endeligt verificeret og bekræftet.

Det meddeler FN’s menneskeretsmission i Ukraine, som har adskillige medarbejdere til at overvåge situationen i forskellige dele af landet.

I krigens første måneder var der blandt andet hårde kampe i byen Mariupol. Her er der meldinger om store tab blandt civilbefolkningen, men det har ikke været muligt at undersøge det nærmere og få tallet endeligt bekræftet.

– 10.000 civile dødsfald er en grusom milepæl for Ukraine, siger Danielle Bell, der er leder af FN-missionen.

– Ruslands krig mod Ukraine, der nu går ind i sin 21. måned, risikerer at udvikle sig til en langvarig konflikt, hvor de alvorlige menneskelige omkostninger vil være svære at begribe.

Langt størstedelen af de 10.000 civile ofre er blevet dræbt af såkaldt eksplosive våben. Det tæller blandt andet granater, missiler og klyngebomber.

Omkring halvdelen af de civile ukrainere, der er blevet ofre for krigen i den seneste tid, er blevet dræbt langt fra frontlinjen.

Det skyldes, at Rusland bruger langtrækkende missiler. En del civile dør også af den ueksploderede ammunition, der ligger tilbage i et beskudt område.

Rusland har gentagne gange benægtet, at dets styrker retter angreb mod civile.

De militære tabstal menes at være betydeligt højere end de civile dødstal, men hverken Rusland eller Ukraine offentliggør disse tal.

I en sjælden erklæring om tabstal sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i juni 2022, at Ukraine dagligt mistede mellem 60 og 100 ukrainske soldater dengang.

/ritzau/Reuters

Andre læser også