AVIZ

Dybvads drøm om modtagecenter lever trods britisk dom

Udlændinge- og integrationsministeren og Minister for udviklingssamarbejde besøger Rwanda

Alene i år er mere end 2500 migranter omkommet i Middelhavet på vej mod Europa. Det siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), der er fortrøstningsfuld i forhold til at få en dansk aftale på plads, som også vil virke.

– Asylsystemet fungerer ikke og er dybt inhumant. Regeringen arbejder derfor for nye løsninger. Heldigvis er flere og flere lande enige, og senest har vi set positive udmeldinger fra både Italien og Tyskland, siger han i en skriftlig kommentar.

Den britiske højesteret har onsdag afgjort, at den britiske regerings plan om at sende migranter til Rwanda er ulovlig.

Retten afviste enstemmigt den britiske regerings migrantaftale.

Det skete med henvisning til, at migranter ikke kan sendes til Rwanda, fordi det ikke kan betragtes som et sikkert tredjeland. Det er kendt, at landet har store problemer med at leve op til menneskerettighederne.

De danske planer om at etablere et dansk modtagecenter i Rwanda er mere eller mindre sat på standby. Det skete, da flertalsregeringen overtog regeringsmagten fra Socialdemokratiet, som først kom med forslaget i 2019.

Partiet fik dog ikke gennemført planerne, da det sad på regeringsmagten. Siden blev regeringen udvidet i 2022 med Venstre og Moderaterne, hvor sidstnævnte er imod et modtagecenter i Rwanda.

Italien har for nylig indgået en aftale med Albanien om at oprette to centre, der skal tage imod migranter, der er blevet reddet til havs. Det er den første aftale, et EU-land indgår med et land, der ikke er medlem af unionen.

Tyskland vil også undersøge muligheden for asylbehandling i tredjelande, hvilket er et større kursskifte, som den danske regering ser meget positivt på.

– Dommen fra Storbritannien ændrer ikke på, at der er behov for nye løsninger, som skaber et mere humant og retfærdigt asylsystem. Det arbejder regeringen fortsat på sammen med en række andre EU-lande, siger Dybvad.

Lektor i menneske- og udlændingeret Peter Starup fra Syddansk Universitet mener, at en eventuel dansk aftale med Rwanda ser sværere ud.

Derfor er det oplagt at finde et andet land, men det kan også blive svært.

– Man vurderer, at Rwanda ikke er et egnet land, så spørgsmålet er, om man kan finde et andet land, og det fremstår tvivlsomt.

– Det virker til at skulle være nogle tredjeverdenslande eller lande, der typisk har en dårlig menneskerettighedshistorik, siger han.

/ritzau/

Andre læser også