Det skriver partiets udenrigsordfører, Christian Friis Bach, i en sms til Ritzau.
Havde De Radikale besluttet ikke at stemme for, ville det være første gang i SVM-regeringens tid, at den måtte stemme en lov igennem kun med egne mandater.
Lovforslaget om at forbyde utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig betydning for anerkendte trossamfund førstebehandles tirsdag i Folketinget.
Christian Friis Bach sagde mandag, at partiet forventede at stemme for. Dog ville han ikke endeligt bekræfte det, men det gør han altså tirsdag under førstebehandlingen i en sms.
De Radikale har blandt andet haft forbehold over for en linje i det oprindelige lovforslag, som partiet frygtede ville indskrænke kunstneres frihed, når det kommer til religionskritik.
Den linje er blevet revideret i det endelige lovforslag.
Friis Bach fortalte mandag, at han har haft konstruktive drøftelser med justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Ændringerne i loven har dog ikke formildet de andre oppositionspartier. Under førstebehandlingen er partierne kritiske og kritiserer blandt andet regeringen for at bøje sig for mellemøstlige lande og for at indskrænke ytringsfriheden.
Alternativet har før været positivt indstillet over for koranloven. Dog meldte partiet ud tidligere i november, at det ikke kunne stemme for.
Det skete, efter at Alternativet havde læst sig ned i høringssvar og kritik og “var blevet klogere”, lød det fra politisk ordfører Sascha Faxe.
Under førstebehandlingen fremlægger partierne deres holdning til lovforslaget. Det skal først til afstemning på en senere dato.
/ritzau/
Andre læser også