AVIZ

Medie: Kina vil slå ned på eksport af fentanyl til USA

FILE PHOTO: Plastic bags of Fentanyl are displayed on a table at the U.S. Customs and Border Protection area at the International Mail Facility at OHare International Airport in Chicago

Det skriver mediet Bloomberg på baggrund af oplysninger fra personer med kendskab til sagen.

Aftalen, der endnu ikke er blevet underskrevet, går konkret ud på, at Kina skal skærpe tilsynet med landets kemivirksomheder.

Formålet er at begrænse tilgængeligheden af fentanyl og de materialer, der bliver brugt til at fremstille det smertestillende stof.

Som betaling går USA med til at ophæve sine sanktioner mod Kinas udenrigspolitiske institut.

Fentanyl er omkring 100 gange stærkere end det smertestillende stof morfin.

Antallet af dødsfald på grund af en overdosis er fra 2020 til 2021 steget med 14 procent i USA. Tallet lå i 2021 på 106.699 dødsfald.

Ifølge USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) døde 107.735 amerikanere af en overdosis mellem august 2021 og august 2022. To tredjedele af overdoserne er med syntetiske opioider – fortrinsvis fentanyl.

Ifølge CDC er flere end 500.000 amerikanere døde af en overdosis af opioider siden 1999.

I juni sigtede USA fire kinesiske selskaber for ulovlig handel med stoffer, der kan bruges til fremstilling af fentanyl.

Fentanyl fås på recept, men bliver også produceret ulovligt. Det er oftest ulovligt produceret fentanyl, som er involveret i overdoser.

Xi Jinping besøger USA i forbindelse med det årlige Apec-topmøde, som i år finder sted i San Francisco i den amerikanske delstat Californien.

Apec er en økonomisk og politisk samarbejdsorganisation og står for Asia-Pacific Economic Cooperation.

/ritzau/Reuters

Andre læser også