Homoseksualitet blev afkriminaliseret i 1971.
Men der var stadig forskelsbehandling på en række områder frem til for blot et par årtier siden.
Blandt andet var den seksuelle lavalder 18 år mellem mænd frem til 2002. Imens var den 14 år for heteroseksuelle.
Prostitution var forbudt for mandlige homoseksuelle frem til 1989. Imens var prostitution lovligt for heteroseksuelle.
Omkring 11.000 mennesker anslås at kunne få del i kompensationen på i alt 33 millioner euro. Det svarer til knap 250 millioner kroner.
– Den økonomiske kompensation kan aldrig gøre op for den lidelse og den uretfærdighed, som fandt sted, siger Østrigs justitsminister, Alma Zadic.
– Men det er enormt vigtigt, at vi endelig tager ansvar for den del af vores historie, fortsætter hun.
Homoseksuelle, som blev undersøgt som følge af de nu afskaffede love, får omkring 500 euro i erstatning. Domme vil blive annulleret.
Og de, der blev dømt, får 3000 euro og mere, hvis de blev fængslet eller led sundhedsmæssigt, økonomisk eller i deres arbejdsliv.
Loven, der skal give mulighed for kompensation, skal træde i kraft februar næste år.
Den ventes at blive stemt igennem i parlamentet i år, siger en talsperson for ministeriet.
/ritzau/AFP
Andre læser også