Han siger i et interview med tv-stationen NBC, at der “kan være” en potentiel aftale på vej.
Premierministeren vil dog ikke oplyse for meget af frygt for at skyde en mulig aftale i sænk.
– Der kan være en aftale, men jeg tror, at jo mindre jeg siger om den, jo mere øger jeg chancerne for, at den bliver til noget, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet dpa.
– Vi taler om den, når den er der. Vi vil meddele det, hvis den kommer på plads.
I interviewet siger premierministeren videre, at han mener, at en eventuel aftale vil være et resultat af militært pres fra Israels side.
– Det er dét, som kan få en aftale på plads.
Netanyahu mener, at det er den israelske landoffensiv i Gazastriben, der har sat skub i forhandlingerne.
– Vi hørte, at der var en forestående aftale af den ene eller anden art, og så fandt vi ud af, at det var sludder og vrøvl. Men i det øjeblik, vi indledte landoffensiven, begyndte det at ændre på sig, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP til NBC.
Netanyahu gav interviews til flere af de store amerikanske tv-stationer søndag.
På CNN blev han spurgt, om han er enig i USA’s holdning om, at det kan være nødvendigt med en pause i kamphandlingerne for at få gidslerne sikkert ud.
– Det er vi ikke uenige i. Vi skal have vores gidsler ud, lyder svaret.
Fra palæstinensisk side retter man imidlertid skylden for, at der ikke sker meget i forhandlingerne, på Netanyahu.
– Netanyahu er ansvarlig for forsinkelsen og forhindringer i retning af at opnå en foreløbig aftale om frigivelse af adskillige fanger, siger en unavngiven embedsmand i Gaza.
– Han er ikke interesseret i at finde dem i live. Han er kun interesseret i at bevare sin egen politiske fremtid, siger kilden til AFP.
Talsmanden for USA’s nationale sikkerhedsråd, John Kirby, bekræfter over for tv-stationen MSNBC, at der er “aktive forhandlinger og samtaler med vores modparter i regionen” om en mulig aftale om at frigive gidsler.
Men som Netanyahu vil han ikke oplyse for mange detaljer.
– Jo mindre, jeg siger offentligt om disse følsomme forhandlinger og samtaler, jo bedre er det formentlig, siger Kirby.
/ritzau/
Andre læser også