Det viser en undersøgelse, som er foretaget af fagforeningen Norsk Lektorlag, der repræsenterer lektorer i Norge, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Fagforeningens leder, Helle Christin Nyhuus, siger, at omkring 70 procent af de adspurgte lektorer efterlyser nationale regler på området.
Omkring 75 procent mener, at studerendes mobilbrug forstyrrer undervisningen.
– Det er enormt bekymrende, at hele 75 procent svarer, at elevernes mobilbrug forstyrrer undervisningen. Det er en erkendelse af, at der må stærkere midler til, siger Nyhuus.
Norges undervisningsminister, Kari Nessa Nordtun, har givet landets undervisningsstyrelse til opgave at udvikle en række nationale anbefalinger, som kan komme mobilbruget i timerne til livs.
De kan komme allerede til vinter.
Det overdrevne mobilbrug i undervisningen har også været et tema i Danmark, hvor debatten dog har drejet sig mere om undervisningen i folkeskolen.
I februar skrev Henrik Nevers, formand for sammenslutningen Danske Gymnasier, og Rasmus Lund-Nielsen, folketingsmedlem for Moderaterne, i et debatindlæg i Politiken, at det bør overvejes, om debatten bør udvides til gymnasierne.
– Der ligger en distraktion i den evige internetadgang. Mange er overbevist om, at de kan multitaske, men videnskabelige undersøgelser har gang på gang bevist, at mennesket kun kan udføre én kognitiv opgave ad gangen, lød det i debatindlægget.
– Når de (studerende, red.) starter i 1.g, har de ikke – eller kun meget sjældent – den fornødne selvkontrol til at sætte grænser for eget skærmforbrug. Den kompetence skal de tilegne sig, og erfaringen viser, at det kan være svært – også for voksne.
/ritzau/
Andre læser også