AVIZ

Trump kalder retssag mod ham for politisk krig

Trump Organization trial in New York State Supreme Court in New York

– Dette er politisk krigsførelse, som man vil kalde det. Det er en meget uretfærdig situation, sagde Trump forud for retsmødet.

Det gælder regnskabsmetoder, som har fået Trumps ejendomme til at fremstå som langt mere værdifulde, end de var, og som hjalp ham til at tage store lån i en periode, hvor han havde svært ved få lån.

Den tidligere præsident ventes ligesom sine to voksne sønner, Donald Trump Jr og Eric Trump, som afgav vidneudsagn i sagen i sidste uge, at blive stillet spørgsmål om en forretningspraksis, som var ulovlig.

De er alle fundet skyldige i have benyttet sig af de ulovlige metoder, men det er endnu ikke afgjort, hvor stor en bødesum der bliver tale om.

Trump har tidligere fået forbud mod at komme med personlige udspil i forbindelse med retssagen, efter at han havde skrevet nedsættende om de personer, der deltager i retssagen mod ham.

Sagen ledes af dommeren Arthur Engoron, som Trump har skældt ud på gentagne gange. Engoron afgjorde fredag, at Ivanka Trump, der er ekspræsidentens datter, skal vidne i sagen.

Trumps advokater havde anmodet om, at hun ville blive fritaget fra vidneudsagn.

Trump anklages for at have brugt “falske eller vildledende” værdiansættelser til at få en række økonomiske fordele – herunder lån, forsikring og skattefradrag.

Donald Trump har tidligere kaldt sagen for en “heksejagt”. Desuden har han beskyldt New Yorks justitsminister, Letitia James, for at være “racist” og en “svindler”.

Letitia James har i sagen mod Trump krævet 250 millioner dollar fra Trump -organisationen. Det svarer til over 1,7 milliarder kroner.

Desuden ønsker hun at få Donald Trump og hans sønner frakendt retten til at drive forretning i delstaten New York.

Donald Trump har meldt sig som præsidentkandidat til valget i USA i 2024 og er førende kandidat i sit eget republikanske parti. Han er dog i øjeblikket omgærdet af flere retssager.

Han er tiltalt for forsøg på manipulation af valgresultatet i Georgia under præsidentvalget i 2020. Derudover er ekspræsidenten i Washington D.C. blevet tiltalt for fire forhold i sagen om hans forsøg på at omgøre valgresultatet i 2020.

/ritzau/AFP

Andre læser også