Imens lyder det fra den iranskstøttede bevægelse, at den har ramt 19 israelske positioner samtidig.
De to udmeldinger er ikke uafhængigt bekræftede.
Ifølge mediet Al Jazeera, som er til stede i det sydlige Libanon, er der torsdag en eskalerende situation ved grænsen mellem de to lande.
Israelske “fly og helikoptere har i de seneste timer angrebet mål tilhørende Hizbollah-terrororganisationen”, står der i en meddelelse fra israelsk militær ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er sket som “modsvar på beskydning fra libanesisk territorie tidligere i dag”, lyder det.
Hizbollah har ifølge AFP udtalt, at bevægelsen har ramt “19 zionistiske militærpositioner samtidig med missiler, artilleribeskydning og andre våben”. Det skal være sket klokken 15.30 lokal tid.
Hizbollah-bevægelsen, som er en shiamuslimsk militær og politisk gruppe, har været involveret i hyppige sammenstød med Israel i grænseområdet.
Analytikere har udtrykt frygt for, at situationen kan eskalere og sprede sig yderligere i regionen, hvor andre grupper også udtrykker stor modstand mod den israelske fremfærd i Gaza.
Yemens Houthi-bevægelse har tidligere sendt missiler mod Israel og lovet fortsatte angreb.
Imens fortsætter Israel med at rykke ind i Gaza, hvor de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder melder om tusindvis af dræbte.
Den seneste opblussen i den årtier lange konflikt i Mellemøsten begyndte, da militante fra Hamas brød gennem grænsen til Israel 7. oktober. Ifølge Israel blev 1400 mennesker dræbt, hovedsageligt civile. Der blev taget over 200 gidsler.
/ritzau/
Andre læser også