Det mener Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk.
En video florerede fredag på internettet, hvor Lars Løkke holder et videomøde med, hvad han og Udenrigsministeriet troede var Moussa Faki, kommissionsformand for Den Afrikanske Union.
Men i virkeligheden talte udenrigsministeren med en russisk mand.
Bag fupnummeret står de to komikere Vovan og Lexus, og dem har den ukrainske ambassadør en mistanke om.
Han slår dog fast, at han personligt ikke har beviser for det.
– Men når man tager tidligere forsøg og succesfulde forsøg på at lave disse med i overvejelsen, så udelukker jeg ikke, at de arbejder tæt sammen med russisk FSB (russisk efterretningstjeneste, red.) eller andre tjenester, siger ambassadøren til Ritzau.
Det er ikke første gang, at der luftes mistanke om, at de russiske komikere arbejder for den russiske stat. De har selv afvist det.
I videomødet spørger russeren blandt andet ind til Lars Løkkes tanker om mulige fredsforhandlinger.
– Det er tydeligt, at Rusland regner med en form for ukrainsk udmattelse i det lange løb.
– Det er ikke nemt for mig at forudsige, men på et tidspunkt gætter jeg på, at den ukrainske præsident vil tilpasse situationen og erklære, at tiden nu er kommet til at begynde forhandlinger, svarer Lars Løkke i den video af mødet, som komikerne har offentliggjort på videoplatformen Rumble.
Ifølge Udenrigsministeriet er den udtalelse og andre fra Lars Løkke i videomødet “allerede kendte danske standpunkter”.
Det samme mener Mykhailo Vydoinyk, som kalder videomødet for “en trist historie”, der viser, at “Rusland er kreative og effektive” i at forsøge at indsamle “informationer”.
– For mig var der ærlig talt intet nyt. Ministeren beviste, at Danmark står sammen med Ukraine, og at Danmark vil hjælpe os.
– Han siger intet, der modsiger vores interesser, lyder det fra ambassadøren.
Mykhailo Vydoinok slår fast, at Ukraine først vil forhandle med Rusland, når russiske styrker har “trukket sig tilbage fra vores territorier”.
Vovan og Lexus rigtige navne er Vladimir Kuznetsov og Aleksei Stolyarov. De er kendt for at lave falske opkald til prominente personer.
I 2020 snød de også Det Udenrigspolitiske Nævn, da de fik adgang til det fortrolige nævn ved at udgive sig for at være den belarusiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja.
Udenrigsministeriet oplyste fredag, at man har kendskab til tilsvarende hændelser i mindst ni andre lande.
Ritzau har flere gange uden held forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til videomødet og hans udtalelser i det.
Udenrigsministeriet oplyste videre fredag, at der er “taget skridt til yderligere at minimere risikoen for, at noget lignende skulle ske igen”.
/ritzau/
Andre læser også