AVIZ

Løkke: Det er præmaturt at tale om statsministerkandidater nu

Lars Løkke Rasmussen

Det mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), efter at Venstres – formentlig – kommende formand, Troels Lund Poulsen, onsdag udtalte, at han ikke er statsministerkandidat i øjeblikket, fordi Venstre er for små.

– Der er ikke folketingsvalg i Danmark. Alle mulige diskussioner om, hvad der skal ske efter et valg, betragter jeg som værende hamrende præmaturt, siger Løkke, der som Venstre-formand selv har været statsminister over to omgange.

– Der findes kun én statsminister i Danmark pt., og der er sådan set ingen grund til en diskussion om, hvorvidt der kan findes andre, fordi vi er under ét år inde i en valgperiode, som vi har en ambition om, skal blive lang, lykkelig og arbejdsom.

– Så det er præmaturt at deltage i alle mulige diskussioner om, hvem der kunne være et alternativ for den, vi har for nærværende, siger Løkke med henvisning til statsminister Mette Frederiksen (S).

Løkke var formand for Venstre fra 2009 til 2019, og i den periode nåede han at være statsminister over to omgange.

I dag står Løkke i spidsen for Moderaterne, som sidder i regering med Socialdemokratiet og Venstre.

– Det parti, jeg selv tilhører, er stiftet på det raison d’etre at bryde op i blokkene, fordi blokkene blokerer, og nu har vi en regering, der regerer. Og den består af de her tre partier og med Mette Frederiksen som statsminister. Det er jeg vældig godt tilfreds med, siger Løkke.

Venstre skal have ny formand, efter at Jakob Ellemann-Jensen mandag valgte at stoppe i politik. Indtil videre har kun forsvarsminister Troels Lund Poulsen annonceret sit formandskandidatur.

Onsdag meldte han sig på banen, og her tilføjede Troels Lund Poulsen, at Venstre i øjeblikket ikke har størrelsen til, at han vil kalde sig for statsministerkandidat, hvis han – som ventet – vælges som ny partiformand.

Da Løkke var formand for Venstre, var der ingen slinger. En formand for Venstre var selvsagt også statsministerkandidat. Sådan har det lydt i mange år i Venstre. Så hvor overrasket er Løkke over Troels Lund Poulsens melding?

– Det er den melding, som Troels Lund Poulsen har givet. Den kan jeg bare tage til efterretning. Jeg er ikke i nogen position, og jeg nok mindst af alle, hvor jeg skal kloge mig på, hvordan Venstre skal stille sine brikker op på skakbrættet.

– Hvis Troels Lund Poulsen mener, at det er den rigtige melding at give i situationen, så er det den rigtige melding at give i situationen, siger Løkke.

/ritzau/

Andre læser også