AVIZ

Trump-støtte er ny formand for Repræsentanternes Hus

TOPSHOT-US-POLITICS-CONGRESS-SPEAKER

Onsdag aften dansk tid har 220 medlemmer i Repræsentanternes Hus valgt republikaneren Mike Johnson til ny formand.

Det viser optællingen af stemmer på tv-kanalen C-SPAN.

Samtlige 220, der stemte på Johnson, er hans partifæller.

Samtlige Demokrater, der var til stede i kammeret, stemte på partiets egen kandidat, Hakeem Jeffries. Han fik 209 stemmer.

Den 51-årige Mike Johnson – som støtter tidligere præsident Donald Trump – blev valgt til Repræsentanternes Hus i 2016. Dermed har han ikke samme politiske erfaring og pondus som tidligere formænd.

Han er valgt i delstaten Louisiana.

Mike Johnson er især kendt for at have stået i spidsen for 126 republikanske politikeres forsøg på at få USA’s Højesteret til at omgøre valgresultaterne i flere delstater, hvor Trump tabte valget i 2020.

Demokraterne mener, at det burde have diskvalificeret Mike Johnson fra at stille op som formandskandidat.

– Når medlemmer af dette kammer har stemt for at afvise resultatet af valget i 2020, har de mistet evnen til at lede kammeret, sagde den demokratiske politiker Pete Aguilar i debatten forud for afstemningen.

Ved tidligere afstemninger – hvor kandidaterne var Steve Scalise og Jim Jordan – var der dyb uenighed i Det Republikanske Parti. Det sås ved, at flere medlemmer stemte på andre end de opstillede.

Splittelsen internt hos Republikanerne har lammet Kongressen, siden den tidligere formand Kevin McCarthy blev væltet ved en afstemning 3. oktober.

Det var særligt Matt Gaetz, der tilhører partiets højrefløj, som skubbede McCarthy ned fra formandsstolen.

Når der ikke er en formand, kan der ikke sendes lovforslag til afstemning.

Blandt de kommende love, der venter på at blive behandlet, er et budgetforslag, der skal forhindre en nedlukning af statsapparatet.

Desuden har præsident Joe Biden sendt en milliardpakke til behandling, der blandt andet indeholder militærhjælp til Israel og Ukraine.

/ritzau/

Andre læser også