AVIZ

Skibe kolliderer i Nordsøen: Seks meldes savnet

GERMANY-ACCIDENT-TRANSPORT-MARITIME

Det ene af skibene, et britisk fragtskib, er sunket.

Tidligere lød det fra den tyske søredningstjeneste, at adskillige var savnet.

De to skibe stødte sammen 22 kilometer sydvest for øen Helgoland og 31 kilometer nordøst for øen Langeoog.

Der er tale om to såkaldte bulk carriers, som stødte sammen klokken 05.00 tirsdag morgen, skriver Reuters.

Det er det britiske skib “Verity” og skibet “Polesie”, der er indregistreret i Bahamas. De er henholdsvis 91 og 190 meter lange.

“Polesie”, der har 22 personer om bord, er stadig flydende, mens påsejlingen har fået “Verity” til at synke.

Det er lykkedes at redde en person op af vandet, men seks andre savnes ifølge den tyske søredningstjeneste.

“Verity” var ifølge Hamburger Abendblatt på vej fra Bremen til Immingham i det nordøstlige England.

“Polesie” var afsejlet fra Hamburg med kurs mod Coruna i det nordlige Spanien.

Redningsoperationen ledes fra en kommandoenhed i Cuxhaven, skriver avisen.

– Adskillige skibe deltager i indsatsen, hedder det.

Den tyske flåde har også sendt flere helikoptere til området, og læger er ved at blive fløjet til ulykkesområdet.

Der er vindstyrke seks i området efter Beaufortskalaen. Det svarer til en vindstyrke på mellem 10,8 og 13,8 meter i sekundet. Meteorologisk betegnes det som hård vind.

Der er tre meter høje bølger i området.

Der er foreløbig ingen forklaring på, hvorfor de to skibe stødte sammen.

/ritzau/

Andre læser også