Det skriver Manchester United, som Charlton tørnede ud for i flere år, på sin hjemmeside lørdag.
Bobby Charlton havde en lang karriere på det engelske landshold og spillede en afgørende rolle, da England i 1966 vandt VM.
Hos Manchester United blev han en kæmpe figur fra sin debut i 1956 og frem til 1973. Han nåede at spille i alt 758 kampe for klubben.
Han lavede mål på samlebånd og var kendt som en spiller, der nok gav sig fuldt ud, men som sjældent gik over stregen.
Bobby Charlton – der som regel bare kaldes sir Bobby – fik kun to gule kort som aktiv fodboldspiller.
Men karrieren og faktisk også Charltons liv kunne have været forbi, før den rigtig kom i gang.
Blot 20 år gammel sad han i det fly fyldt med Manchester United-spillere, som forulykkede under en mellemlanding i München på vej tilbage fra en Europa Cup-kvartfinalekamp.
Otte spillere døde, men Bobby Charlton overlevede ulykken. Episoden, der skete i 1958, har fulgt ham hele livet, har han flere gange fortalt.
Charlton opnåede trods den chokerende start på livet som fodboldspiller store resultater individuelt såvel som med sine hold.
Samme år, som han vandt VM med England, fik han med Ballon d’Or-prisen papir på, at han var verdens bedste fodboldspiller.
Han har også vundet Europa Cuppen for mesterhold med Manchester United, ækvivalenten til det, vi i dag kender som Champions League.
Han var i en årrække direktør i Manchester United og var også træner for mindre klubber.
/ritzau/
Andre læser også