AVIZ

Stockholm forbyder benzinbiler i centralt område fra 2025

FILES-SWEDEN-AUTO-ENVIRONMENT-TRANSPORT-POLLUTION

Det har et flertal i den svenske hovedstads byråd besluttet.

Specifikt bliver det forbudt for diesel- og benzinbiler at køre ind i et område på 20 boligblokke.

Området er afgrænset af gaderne Kungsgatan, Birger Jarlsgatan, Hamngatan og Sveavägen.

Dermed er det kun elbiler og en række lav-emissionskøretøjer, som får lov at køre ind i området.

Der vil desuden blive gjort undtagelser for politibiler, ambulancer og militærkøretøjer.

– Målet er at skabe et bedre luft- og lydmiljø for dem, som er her, siger rådmand for trafik Lars Strömgren til mediet SVT.

Byrådspolitikeren Dennis Wedin, udtrykker til gengæld sin utilfredshed med forbuddet.

– Det her er ideologisk symbolpolitik, lyder det.

Han mener i stedet, at man bør forbedre luftkvaliteten ved, at flere skifter til elbiler.

Interesseorganisationen for bilejere M så hellere, at man ligesom i Norges hovedstad, Oslo, kun forbyder diesel- og benzinbiler i visse tidspunkter på døgnet.

Forbuddet kommer ifølge bæredygtighedsansvarlig i M, Carl-Erik Stjernsvärd, blot til at flytte trafikken ud i de tilstødende områder.

Det var tidligere også planen at indføre restriktioner i Stockholms gamle bydel. Men det forslag er blevet droppet.

– Miljøzonen indføres i et område med mange gående og cyklister, hvor der er behov for at forbedre luftkvaliteten, siger Lars Strömgren.

– Det er også en del af byen, hvor vi ser, at der er et større ønske for en hurtigere elektrificering.

/ritzau/TT

Andre læser også