Det skyldes, at flere fronter og et lavtryk de næste syv dage passerer ind over Danmark fra vest, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
– Det bliver ligesom i sidste uge omskifteligt vejr, så vi får både perioder med sol og perioder med regn, siger Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
Mandag bliver skyet og kold, og dagtemperaturen bevæger sig op på mellem 10 til 13 grader.
Tirsdag og onsdag lader det til at blive lidt varmere, siger Bolette Brødsgaard.
– Desværre kommer der en del skyer, og der kommer perioder med regn. Her ser det ud til, at vi kan komme op på 16 – måske 17 grader. Så det bliver afgjort lidt lunere i de her dage, siger meteorologen.
Det varer dog ikke ved.
– Onsdagen slutter med blæsevejr, så vi natten til torsdag både får regn og blæst, og hvor vi får mulighed for at få vindstød af stormstyrke i det nordjyske. Det bliver ganske blæsende natten til torsdag.
– Og så er det også, at den kolde luft kommer tilbage til os. Dagtemperaturerne ryger igen ned til mellem 10 til 13 grader.
Det kan ifølge Bolette Brødsgaard opsummeres til følgende:
– Omskifteligt vejr og kun kortvarigt lidt lunt.
Meteorologen spår, at nordjyderne får lidt bedre vejr end resten af landet. I hvert fald mandag.
– De starter med at få solskin, og så kommer der lidt flere skyer i løbet af dagen. Så rigtig pæn dag i dag til nordjyderne.
– Ellers vil det være hele landet, der bliver ramt af regn og sol på forskellige tidspunkter, siger Bolette Brødsgaard.
Godt nok får den nordlige del af landet det flotte vejr mandag, men blæsevejret senere på ugen vil tilsvarende ramme landsdelen med størst styrke, afslutter meteorologen.
/ritzau/
Andre læser også