AVIZ

USA: Kasse med militærhjælp til Ukraine er næsten tom

Kevin McCarthy

Men opbakningen til Ukraine i Washington D.C. er for en række republikanske politikeres vedkommende falmet, hvilket betyder, at kassen er ved at være tom.

Kongressen vedtog efter længere tids debat søndag et midlertidigt budget, der udelod den finansiering til Ukraine, som præsident Joe Biden havde ønsket.

En amerikansk embedsmand udtalte mandag, at forsvarsministeriet har 1,6 milliarder dollar tilbage til at erstatte våben, man har sendt til Ukraine.

En anden fond er helt tømt, mens en tredje nu består af 5,4 milliarder dollar.

Til sammenligning har USA siden invasionen i februar 2022 sendt Ukraine 113 milliarder dollar i form af militær-, humanitær- og økonomisk støtte.

– Forsvarsministeriet har i dag udtømt næsten al sikkerhedsfinansiering til Ukraine, som var tilgængelig, lød det fra embedsmanden, der selv er ansat i forsvarsministeriet, Michael McCord.

Det midlertidige budget blev til med opbakning på tværs af den politiske skillelinje i Repræsentanternes Hus.

Det har fået republikanerne på den yderste højrefløj til at anklage formanden for Repræsentanternes Hus, partifællen Kevin McCarthy, for at indgå en “hemmelig aftale” med Biden.

Den hemmelige aftale skulle gå ud på, at demokraterne gik med til republikanernes ønskede nedskæringer i det midlertidige budget, der er blevet vedtaget, i bytte for McCarthys opbakning til at sende Ukraine ny militærhjælp.

Selvsamme republikanere har derfor truet med at vælte McCarthy, der dog fortsætter med at sætte spørgsmålstegn ved den assistance til Ukraine til en værdi af 24 milliarder dollar, som er blevet foreslået.

– Vores medlemmer har mange spørgsmål, særligt i forhold til hvordan pengene bliver brugt, sagde McCarthy mandag.

Ledende politikere i Senatet, hvor demokraterne har et snævert flertal, har lovet at sikre Ukraine yderligere opbakning i lovgivning, der bliver fremsat i de kommende uger.

/ritzau/Reuters

Andre læser også