AVIZ

Egyptens opposition klager over forhindringer forud for valg

Supports of al-Sisi attend a rally to back his candidacy in the presidential elections, in Giza

Det har han meddelt mandag.

– Som jeg før har besvaret egypternes kald, besvarer jeg det igen i dag, sagde Sisi i en tale ved afslutningen af et tre dage langt arrangement for at promovere de tiltag, der er sket under hans styre.

– Vi står på kanten til en ny republik, der skal fuldføre processen for statens overlevelse og genopbygge det på modernitetens og demokratiets grundsten, sagde han videre.

Det var på forhånd ventet, at Sisi ville genopstille til en tredje embedsperiode.

Men forud for valget, der efter planen skal holdes 10.-12. december, er Egyptens vælgere i stigende grad utilfredse med den økonomiske situation i landet.

Inflationen har nået næsten 40 procent, og det kan mærkes hos landets mange fattige.

Den vanskelige situation og utilfredshed med Sisis styre har fået andre håbefulde kandidater fra Egyptens splintrede opposition til forsigtigt at stikke næsen frem.

Potentielle modkandidater til Sisi skal enten samle 25.000 underskrifter fra mindst 15 af Egyptens regioner. Eller også skal de have opbakning fra 20 medlemmer af Egyptens stærkt Sisi-loyale parlament.

Men en del kandidater melder om forhindringer for de vælgere, der vil registrere sig som støtter for dem.

Den mest fremtrædende oppositionskandidat, Ahmed el-Tantawi, siger, at når vælgere dukker op på offentlige kontorer for at registrere sig som støtter af hans kandidatur, bliver de afvist.

Det sker med en forklaring om, at systemet ikke virker, at de skal registrere sig et andet sted, eller at de skal komme tilbage senere.

Nogle vælgere bliver chikaneret eller udsat for angreb, fortæller Tantawis kampagnechef, Mohamed Abol Deyar, til Reuters.

Andre igen er blevet anholdt, siger menneskerettighedsgrupper.

Også Civil Demokratisk Bevægelse, som er en sammenslutning af små oppositionspartier, klager over problemer for de vælgere, der vil nominere modkandidater til valget.

Egyptens valgkommission har afvist beskyldningerne, som den betegner som grundløse.

Sisi kom til magten i 2013, efter at militæret havde væltet Mohamed Mursi, som var Egyptens første demokratisk valgte præsident.

Sisi blev erklæret vinder af de efterfølgende valg i 2014 og 2018. Ifølge de officielle resultater fik han henholdsvis 96 og 97 procent af stemmerne.

Foruden Sisi stillede kun en enkelt – stort set ukendt – kandidat op.

Under Sisis styre menes titusinder af styrets politiske modstandere at være blevet fængslet.

Mursis parti, Det Muslimske Broderskab, som længe har været Egyptens ubetinget største oppositionsparti, er blevet forbudt. Dets ledere er enten i fængsel eller tvunget i eksil i andre lande.

Sisis støtter mener, at de tiltag var nødvendige for at stabilisere landet efter det såkaldte arabiske forår med folkelige opstande i Egypten og andre lande i 2011.

For fire år siden ændrede Egypten landets forfatning, så det nu er muligt for Sisi at få en tredje embedsperiode og blive siddende frem til 2030, hvis han – som ventet – opnår genvalg i december.

/ritzau/

Andre læser også