AVIZ

Biden: Trump er til fare for det amerikanske demokrati

President Biden Delivers Remarks Honoring Late Senator John McCain In Arizona

– Der er noget farligt under opsejling i USA, lød det fra demokraten Biden under en tale på teatret Tempe Center for the Arts i delstaten Arizona.

Herefter begyndte Biden at opremse en række trusler, som republikaneren Trump på det seneste er kommet med over for amerikanske embedsmænd.

Blandt andet har Trump tilsyneladende foreslået, at den amerikanske forsvarschef og øverste general, Mark A. Milley, fortjener at blive slået ihjel, samt at man bør afvikle Justitsministeriet.

Samtidig forsøgte Biden at tydeliggøre forskellen mellem ham selv og Trump, der har udtalt, at han føler sig hævet over forfatningen, der udgør magtdelingen i USA.

– Jeg tror meget stærkt på, at den definerende egenskab i vores demokrati er vores forfatning, siger Biden.

– Jeg tror på frie og retfærdige valg og en fredelig overdragelse af magten.

Talen, som af visse amerikanske medier bliver betragtet som Bidens mest markante angreb mod Trump, blev givet ved en begivenhed til minde for den afdøde senator fra Arizona John McCain.

Trump har netop stemplet den tidligere præsidentkandidat, jagerpilot og krigsfange, der lige som Bidens søn Beau døde af hjernekræft, som “ikke en krigshelt”.

Steven Cheung, en talsmand for Trumps præsidentkampagne, siger til nyhedsbureauet Reuters, at det er Biden og de venstreorienterede demokrater, der udgør den største trussel for demokratiet.

Trump står også over for en række retlige opgør.

Han har erklæret sig ikkeskyldig i fire tiltaler, hvor han anklages for at forsøge at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020, tilbageholdelse af tophemmeligt materiale, og forsøg på manipulation af resultatet af præsidentvalget i delstaten Georgia.

Desuden er han tiltalt i en sag om udbetalingen af såkaldte tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.

/ritzau/Reuters

Andre læser også