AVIZ

Høring om mulig rigsretssag mod Biden ender som en fuser

House Impeachment Inquiry into President Biden

Det skulle republikanske politikere torsdag forsøge at bevise under en høring om en mulig rigsretssag mod den demokratiske præsident.

Men selv om der blev fremlagt dokumentation for en række udenlandske betalinger til Joe Bidens familiemedlemmer, så lykkedes det ikke republikanerne at komme med uafviselige beviser på, at det har gavnet præsidenten på nogen måde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I stedet forvandlede høringen sig ifølge avisen The New York Times til en kaotisk samling, hvor selv republikanernes hovedvidner indrømmede, at der mangler beviser for en rigsretssag.

– Hvis republikanerne havde den rygende pistol, eller selv en dryppende vandpistol, så ville de præsentere det i dag. Men de har intet på Joe Biden, sagde demokraten Jamie Raskin, der sidder i Repræsentanternes Hus, ifølge The New York Times.

Torsdagens høring havde til formål at gennemgå de beviser, republikanerne har samlet mod Joe Bidens søn Hunter Biden, der til tider har været en klods om benet på præsidenten.

For nylig er Hunter Biden blevet anklaget for brud på våbenloven, hvilket han afviser, efter at han i årevis har kæmpet med alkohol- og stofmisbrug.

Republikanerne mener, at sønnen gennem sine udenlandske forretningsaktiviteter har solgt adgang til sin indflydelsesrige far.

Samtidig mener de, at Joe Biden har profiteret af politik, han førte i sin tid som vicepræsident under Barack Obama mellem 2009 og 2017.

Desuden er republikanerne overbeviste om, at Justitsministeriet har blandet sig i den strafferetlige efterforskning af Hunter Biden.

Det er uklart, om republikanerne med deres snævre flertal på 221 mod 212 i Repræsentanternes Hus har nok stemmer til at indlede en faktisk rigsretssag. Det kræver dog blot et simpelt flertal.

Til gengæld kræver det godkendelsen af to tredjedele af de 100 medlemmer i Senatet for at afsætte en præsident.

I Senatet har Demokraterne et flertal på 51 mod 49.

/ritzau/

Andre læser også