AVIZ

Chef i ubådsfirma advarede om sikkerhedsrisiko ved Titanic-tur

US-CANADA-TITANIC-SUBMERSIBLE
US-CANADA-TITANIC-SUBMERSIBLE (Handout/Ritzau Scanpix)

Men sikkerhedsbekymringerne blev ignoreret, og chefen blev fyret, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det hævder den tidligere chef i et søgsmål, som blev indgivet ved en domstol i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., i 2018.

Den tidligere chef hedder David Lochridge. Han startede ved OceanGate, hvis fartøj “Titan” søndag forsvandt under en tur til skibsvraget af “Titanic”, som ubådskaptajn i 2015.

Han blev senere forfremmet til chef for maritime operationer ved firmaet, hvor han ifølge søgsmålet tog sine bekymringer om sikkerheden på “Titan” op med den øvrige ledelse i OceanGate.

Ifølge søgsmålet var Lochridge bekymret over “kvalitetssikringen og sikkerheden på “Titan”, ikke mindst fordi OceanGate nægtede at gennemføre afgørende, ikke-ødelæggende forsøg med ubådens eksperimenterende design af skroget”.

Lochridge hævder ifølge søgsmålet, at ubådens kighul i fronten var bygget til at klare trykket på ned til 1300 meters dybde. OceanGates planer var imidlertid at bringe passagerer ned til 4000 meters dybde, hvor “Titanic” ligger.

Af Lochbridges søgsmål fremgår det desuden, at han forsøgte at få selskabet til at bruge et uafhængigt agentur til at inspicere og sikkerhedscertificere ubåden.

– I stedet for at tage stilling til hans bekymringer, rette fejlene og sikre sikkerheden på den eksperimentale “Titan” eller at bruge et klassifikationsbureau til at inspicere “Titan”, gjorde OceanGate det stik modsatte – de fyrede Lochridge øjeblikkeligt, lyder det i søgsmålet ifølge AFP.

Også den amerikanske organisation Selskab for Maritim Teknologi (MTS) advarede OceanGate om risikoen ved at gå ned til 4000 meters dybde i “Titan”.

MTS’ underudvalg for ubåde sendte i 2018 et brev til OceanGates direktør, Stockton Rush, hvor dusinvis af eksperter på området skrev under på, at det var “vildledende”, når OceanGate reklamerede med, at “Titans” sikkerhedsstandarder levede op til eller endda overgik krav fra det globale certificeringsselskab DNV.

Selskabet havde aldrig planer om at få “Titan” certificeret af DNV, lød det i brevet.

– Brevet bad i bund og grund om at gøre det, som andre ubåde også gør, især dem med passagerer, siger en af brevets underskrivere, ubådsingeniør Bart Kemper, til avisen The New York Times.

Ubåden “Titan” mistede kontakt med overfladen søndag, 1 time og 45 minutter efter den var dykket. Fartøjet forsvandt i havet 1448 kilometer fra halvøen Cape Cod i Massachusetts.

Ifølge OceanGate har ubåden en kapacitet til at have fem personer om bord i 96 timer.

De fem personer om bord er OceanGates direktør, Stockton Rush, milliardæren Hamish Harding, en pakistansk forretningsmand og hans søn samt en fransk dykker og Titanic-ekspert ved navn Paul-Henry Nargeolet.

/ritzau/

Andre læser også