Aftalen “skal understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne og det danske luftrum,” skriver Naviair.
– Med aftalen er det vores klare forventning, at vi hurtigt vil se en markant reduktion af forsinkelser forårsaget af Naviair, udtaler Mads Kvist Eriksen, konstitueret administrerende direktør i Naviair.
Ifølge Esben Blum, som er formand i Datca, er der ikke tale om en langsigtet løsning.
– Men vi mener, at det er vigtigt, at der bliver skabt ro til at prøve at finde de langsigtede løsninger for Naviairs fremtid. Vi ser fortsat en risiko for, at denne aftale ikke i tilstrækkelig grad sikrer fastholdelse, men det må tiden vise.
De seneste måneder er tusindvis af passagerer blevet påvirket af forsinkelser på grund af konflikten mellem Naviair og flyvelederne.
Konflikten tog sin begyndelse i forbindelse med coronapandemien, hvor Naviair afskedigede 50 flyveledere som led i en sparerunde.
De kom ikke tilbage, da flyene igen måtte lette efter pandemien.
Derfor har flyvelederne taget ekstra vagter. Det stoppede de med for nogle måneder siden, fordi de mente, at ekstravagterne havde fået for stort et omfang.
Flyvelederne har udtalt, at de har taget over 1500 ekstravagter det seneste år.
Hos Dansk Luftfart, som er en del af Dansk Industri, skaber aftalen stor tilfredshed.
– Det er helt afgørende for både luftfartsselskaberne, tusindvis af passagerer og for lufthavnen, der har kæmpet med at få trafikken til at flyve, siger Karsten Lauritzen, direktør i Dansk Luftfart, i en pressemeddelelse.
Han understreger, at en normalisering af flytrafikken er “ekstremt vigtig” for turismen, danskernes ferie og det danske erhvervsliv.
Også hos Københavns Lufthavn er der glæde over, at Naviair og Datca har indgået en aftale.
– Jeg vil gerne rose parterne for at tage ansvar og arbejde hårdt for at sikre, at der nu bliver skabt ro om sommertrafikken, udtaler administrerende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye i en pressemeddelelse.
Københavns Lufthavn regner med, at der i sommermånederne skal 7,5 millioner rejsende gennem lufthavnen.
/ritzau/
Andre læser også