AVIZ

Twitter og Ramasjang: Sådan holder ministre skærmtiden nede

Regeringen holder pressemøde om lancering af anbefalinger vedr. tech-giganter
Regeringen holder pressemøde om lancering af anbefalinger vedr. tech-giganter (Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)

På et pressemøde mandag fremlagde en ekspertgruppe sammen med regeringen deres anbefalinger til bedre kontrol af techgiganternes forretningsmodeller.

Her var blandt andet anbefalinger til en effektiv aldersbekræftelse og indførelse af et alderssvarende adfærdskodeks.

Men hvad gør ministrene selv for at monitorere deres skærmforbrug?

Erhvervsminister Morten Bødskov (S), der var med på pressemødet, prøver at lægge telefonen væk indimellem.

– Jeg er begyndt at tvinge mig selv til at holde fingrene væk fra Twitter, Facebook, og hvad jeg ellers bruger, siger ministeren.

Men det er svært, tilføjer Bødskov.

– Jeg lever jo også i en digital virkelighed med et ministerium, en regering, vælgere og partiforeninger rundt omkring, som gerne vil have fat i mig på alle tider af døgnet.

– Men min oplevelse er, at det kan godt lade sig gøre, siger han.

Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), som ligeledes var med på pressemødet, er selv mor til to børn under fem år. Den yngste på to år ser slet ikke skærm, fortæller hun.

– Vi tænder for Ramasjang, men det er ligesom det. Den store får lov at se iPad i weekenden, når den lille sover middagslur, siger ministeren.

Blandt ekspertgruppens anbefalinger var også, at fastholdelsesmekanismer skal slås fra som standard. Det kan for eksempel være autoplay-funktionen på YouTube.

Hun har især bemærket, at KidsYoutube er et hit hos hendes ældste datter.

– Det fastholder hende, fordi det kører igen. Og det er klart, at det sætter nogle tanker i gang, siger Marie Bjerre.

Hun finder det også selv svært som forælder at monitorere børnenes skærmbrug.

– Jeg synes, vi har for dårlig vejledning, i forhold til hvad der egentlig er den gode skærmbrug. Hvor meget tid er for meget?

– Derfor synes jeg, at vi som politikere godt kan give forældrene noget mere hjælp til at tage mere ansvar. For det er forældrenes ansvar, men derfor kan man godt være i tvivl, siger hun.

/ritzau/

Andre læser også