Lars “Lungi” Sørensen blev ansat på en kort kontrakt efter fyringen af Lars Vind i marts, og nu har han underskrevet en forlængelse.
Det skriver den skrantende storklub på sin hjemmeside.
Lars “Lungi” Sørensen blev ansat efter en periode, hvor Esbjerg var gået i stå i landets tredjebedste række, men klubben ligger nu til oprykning.
– Først og fremmest har vi været meget tilfredse med det arbejde, der er blevet lagt på træningsbanen, som så er blevet overført til kampene med Lars ”Lungi” Sørensen som hovedansvarlig, siger direktør Jens Hammer Sørensen.
– Resultaterne og udviklingen, tror vi meget på, vil fortsætte, og det er baggrunden for, at vi efter en god dialog er blevet enige om at forlænge samarbejdet.
Der er to kampe tilbage af sæsonen i landets tredjebedste række, hvor Esbjerg er havnet efter to nedrykninger på få år.
Klubben har satset alt på omgående oprykning, men præstationerne har ikke været overbevisende, og i en periode var oprykningen langt væk.
Men efter 11 kampe med syv sejre, to uafgjorte og to nederlag under Lars “Lungi” Sørensens ledelse har Esbjerg bevæget sig op på oprykningspladserne.
Klubben har 62 point på andenpladsen. Det er ét færre end Kolding IF på førstepladsen. B.93 er på tredjepladsen med samme antal point som Esbjerg.
Vestjyderne møder i weekenden netop B.93 i en vital kamp om oprykningen.
/ritzau/
Andre læser også