Det skriver mediet NBC.
Den 61-årige mandlige pilot blev anholdt omkring klokken 10 i fredags, kort før flyets afgang til sin 7,5 time lange rejse klokken 10.35 skotsk tid.
Han blev ifølge NBC anholdt under mistanke for at overtræde en britisk lov, der forbyder piloter og andre operatører af offentlig transport mod at være påvirket på arbejde.
Flyet, der opereres af Delta Airlines, blev aflyst, og passagererne blev fordelt på andre afgange.
– Vi undskylder over for kunder, der blev påvirket af denne aflysning, lyder det i en udtalelse fra Delta ifølge NBC.
En repræsentant for Delta Airlines afviste tirsdag amerikansk tid over for NBC at fortælle, om piloten stadig var ansat.
Flyselskabet har daglige afgange fra lufthavnen i Edinburgh til steder som New York, Boston og Atlanta.
Ifølge avisen The Daily Mail er den lovlige mængde alkohol i blodet for flypersonale 20 milligram per 100 milliliter blod.
Til sammenligning er det for skotske bilister 50 milligram alkohol per 100 milliliter blod.
Avisen skriver yderligere, at piloten mandag skulle have været afhørt af politiet i Edinburgh. Det er uklart, hvad der kom frem i forbindelse med afhøringen.
Det er ikke første gang, at en skotsk pilot er kommet i problemer med loven på grund af for meget alkohol.
I 2021 blev en 63-årig mandlig pilot idømt 10 måneders fængsel. Det var også for at have mødt fuld på arbejde til en afgang mod USA – dengang på vej til Newark i delstaten New Jersey.
Dengang opdagede en civil person ifølge BBC ved et tilfælde piloten på druktur dagen før afgangen.
/ritzau/
Andre læser også