Optøjerne har ført til 34 anholdelser. 32 af de anholdte bliver stillet for en dommer fredag.
Det fortæller politikommissær Drew Harris fra Dublins politi på et pressemøde fredag formiddag.
Urolighederne brød ud som reaktion på et knivstikkeri i det centrale Dublin.
Her blev fem personer såret. Tre af de sårede er børn, og én af de sårede er en politibetjent. Betjenten er blevet alvorligt såret. Det samme er tilfældet for ét af børnene – en femårig pige.
Der er foreløbig ikke oplysninger om det femte offer.
Vreden bredte sig tilsyneladende, fordi der opstod rygter om, at gerningsmanden bag knivangrebet er udlænding. Først mødte en lille gruppe indvandrerkritiske demonstranter op på gerningsstedet.
Herefter stødte flere og flere til. Efterhånden var mellem 200 og 300 personer samlet på stedet.
Det tog politiet flere timer at få stoppet urolighederne, og fredag formiddag har brandvæsnet stadig arbejdet for at slukke de mange brande.
Ifølge politiet i Dublin er det de voldsomste optøjer i Irland i årtier.
Torsdag aften sagde politikommissær Drew Harris til den irske tv-station RTE, at en gruppe “vanvittige hooligans drevet af en yderliggående højrefløjsideologi” stod bag urolighederne.
Ifølge de foreløbige oplysninger ankom en mand til Parnell Square i den centrale del af Dublin, hvor han gik til angreb. Den formodede gerningsmand – en mand i 40’erne – blev hurtigt derefter pågrebet. Motivet bag angrebet er endnu ikke kendt.
Fredag formiddag siger den irske premierminister, Leo Varadkar, at uromagerne har “kastet skam” over Irland.
/ritzau/Reuters
Andre læser også