De tre personer blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør. Her besluttede en dommer, at den ene af de tre – en 30-årig mand – skulle have opretholdt sin anholdelse i tre døgn. De øvrige to blev løsladt.
Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X mandag morgen.
Når anholdelsen bliver opretholdt i tre døgn, får politiet mulighed for at indsamle yderligere materiale, der kan underbygge sigtelsen.
Hvis en dommer opretholder anholdelsen i stedet for at varetægtsfængsle den sigtede, skyldes det typisk, at der efter dommerens opfattelse ikke er tilstrækkeligt grundlag for en fængsling på baggrund af de oplysninger, som den mødende anklager har fremlagt under grundlovsforhøret.
Efter tre døgn skal der afholdes et nyt grundlovsforhør, og her skal en dommer igen tage stilling til, om mistanken mod den sigtede er stærk nok til, at det kan godtgøre en varetægtsfængsling.
Til Ritzau har politiet tidligere oplyst, at det var en mand, der blev fundet død på en adresse på Peter Fabers Vej søndag morgen.
Det er foreløbig uvist, hvad dødsårsagen er, ligesom politiet heller ikke har oplyst, hvad de anholdte mænd – hvoraf to er blevet løsladt – blev sigtet for.
/ritzau/
Andre læser også