Golfspillerne Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen gik sidste runde i to slag over par i Zurich Classic i New Orleans.
Dermed endte danskerne på en 32.-plads efter ellers at være kommet godt fra start i turneringens indledende fase.
Vinderne af turneringen blev Nick Hardy og Davis Riley, som i sidste runde med syv birdies endte på 65, syv slag under par 72.
Det er parrets første PGA-sejr i karrieren.
Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen befandt sig før sidste runde på en 20.-plads.
Men med to slag over par faldt de altså 12 pladser på turneringens sidste dag.
Søndagens finalerunde blev ligesom fredagens anden runde spillet som foursome.
Det betyder, at spillerne skiftevis skyder til den samme bold. Derfor er scoren i foursome typisk højere end i fourball, hvor spillerne har mulighed for at satse mere.
Nick Hardy og Davis Riley startede dagen som treer, men endte med at sætte turneringsrekord på 258 slag, 30 under par og 1 bedre end Patrick Cantlay og Xander Schauffeles score på 259 i 2022.
Begge modtager en præmiesum på 1,24 millioner dollar, svarende til omtrent 8,4 millioner kroner.
Wyndham Clark og Beau Hossler var forrest efter både fredag og lørdag, men gik blot et enkelt slag under par i sidste runde og måtte derfor se sig nedgraderet til tredjepladsen.
De forsvarende mestre, Patrick Cantlay og Xander Schauffele, endte på en delt 4.-plads med seks under par i sidste runde.
/ritzau/
Andre læser også