AVIZ

WHO kalder Israels aktion i Gazas største hospital uacceptabel

IDF handout of Israeli soldiers delivering aid to Al Shifa hospital in Gaza City

Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, onsdag, efter at israelske soldater er gået ind i hospitalet som led i den fortsatte offensiv i Gaza.

Israel siger, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas har et hovedkvarter i tunneler under hospitalet. Det afviser Hamas.

Men selv hvis hospitaler anvendes til militære formål, skal patienter og ansatte beskyttes. Det mener WHO-generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus.

– Hospitaler er ikke kamppladser, siger han ved et pressemøde i Genève.

– Israels militære indtrængen i al-Shifa-hospitalet i Gaza By er totalt uacceptabel.

Al-Shifa er Gazas største hospital.

Onsdag trængte israelske soldater ind i hospitalet. Vidner melder, at de gennemsøgte rum og kælderen i jagten på militante fra Hamas.

Operationen har ført til reaktioner fra en række aktører, der har udtryk bekymring over tusindvis af civile, der befinder sig på hospitalet.

WHO, som er et FN-organ, melder, at det undersøger muligheder for snart at evakuere patienter og sundhedspersonale fra hospitalsanlægget.

– For at sikre at det er muligt, er der brug for sikker gennemgang og benzin til ambulancer, siger Rik Peeperkorn, der er WHO-repræsentant i de palæstinensiske områder.

Israel har udtalt, at der er fundet ikke nærmere specificerede våben og “terrorinfrastruktur” inde i hospitalet. Det skal være sket, efter at Israel havde dræbt militante i sammenstød uden for anlægget.

Inde i hospitalet har der ifølge israelske meldinger ikke været kampe. Der har ifølge Israel heller ikke været uoverensstemmelser med civile, patienter og ansatte.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Skab den fedeste fest

    Det kan være, at du snart har fødselsdag eller der er en anden vigtig begivenhed, der skal fejres. Derfor bør du overveje, hvordan du får stablet en fed fest på [...]
    Læs mere