AVIZ

Wagner-leder hævder at kontrollere 80 procent af Bakhmut

UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR
UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR (-/Ritzau Scanpix)

Det siger han i en video offentliggjort af en russisk militærblogger.

– I Bakhmut er størstedelen, mere end 80 procent, under vores kontrol, inklusive det administrative centrum, fabrikker, varehuse, byens administration, hævder han.

Uden at kommentere Jevgenij Prigozjins kommentarer direkte siger højt rangerende repræsentanter fra det ukrainske militær til gengæld, at landets styrker holder stand mod de angribende russere.

Russiske og ukrainske styrker har i månedsvis kæmpet mod hinanden i Bakhmut, der før krigens start var en by med et indbyggertal på 70.000.

Kampene er blevet sammenlignet med de brutale skyttegravskrige i Første Verdenskrig.

Storbritanniens militær vurderede i starten af april, at det var lykkedes for russiske soldater at kæmpe sig vej til centrum af Bakhmut.

Den ukrainske viceforsvarsminister, Hanna Maljar, siger, at de russiske styrker “taber generelt set til os i gadekampe, så de ødelægger bare alle bygninger og strukturer”.

Jevgenij Prigozjin er tidligere kommet med påstande om russisk kontrol med Bakhmut.

Tidligere i april sagde han blandt andet, at der var blevet hejst et russisk flag over administrationsbygning.

Ukraine anerkender, at situationen i, hvad landet kalder “fæstningen Bakhmut” på nuværende tidspunkt er kritisk.

Derfor har Ukraine ifølge landet brug for flere og bedre vestlige våbenleverancer.

Russiske styrker har kun gjort mindre fremskridt i det østlige Ukraine.

Ifølge Ukraine har Rusland lidt store tab, siden yderligere 300.000 mænd blev mobiliseret sidste år.

/ritzau/Reuters

Andre læser også