Det siger Jevgenij Prigozjin, som er grundlægger og leder af Wagner-gruppen, på det sociale medie Telegram torsdag.
Det skriver Reuters.
Prigozjin siger, at Rusland ikke leverer ammunition til Wagner-gruppen og kalder det “højforræderi”.
– Der er direkte modstand (mod at bevæbne Wagner-krigere, red.). Det kan sidestilles med højforræderi, siger Prigozjin.
Ifølge lederen af Wagner-gruppen har højtstående embedsmænd i Rusland desuden afvist en forespørgsel fra gruppen om særligt graveudstyr til at grave skyttegrave.
– Hærchefen og forsvarsministeren giver ordrer til højre og venstre. Ikke bare om ikke at give Wagner-gruppen ammunition, men også med ikke at hjælpe med lufttransport, siger Prigozjin.
Han beskylder toppen af det russiske militær for, at “folk skal dø, når det er belejligt for dem”.
Prigozjin tilføjer, at Wagner-gruppens soldater “falder som fluer” på grund af manglende militært isenkram, oplyser Reuters.
Tirsdag aften afviser det russiske forsvarsministerium, at det tilbageholder ammunition for “frivillige” ved fronten – uden at nævne Wagner-gruppen ved navn. Det skriver Reuters.
Ruslands præsident Putin talte til den russiske nation tidligere tirsdag. Her sagde Putin blandt andet:
– Jeg vil gerne understrege, at vi skal slippe af med alle modsætninger, formaliteter, misforståelser og anden nonsens.
Prigozjin har – ifølge Reuters – efterfølgende udtalt, at han ikke så præsidentens tale, fordi han havde travlt.
Det er ikke første gang, at Prigozjin angriber det russiske forsvar verbalt.
Fredag beskyldte lederen af Wagner-gruppen Ruslands ”monstrøse militære bureaukrati” for at være med til at sænke farten på landets offensiv i Ukraine.
/ritzau/
Andre læser også